En frisk start

Hej med jer ude i internetland! Vi hedder Sidney og Lise, og vi har besluttet os for, at lave en blog sammen.

… Sådan ville vi have startet dette blogindlæg for 3 år siden. Da vi faktisk startede denne blog, for at holde styr på vores hektiske liv. Men gæt engang? Livet blev så hektisk, at vi glemte den! Men vi vil da stadig gerne re-introducere vores blog, og os selv.

Vi er et par, der bor sammen, og har mødt hinanden imens vi var ude og rejsehan er fra New Zealand, hun er Danmark. Selvom vi begge har meget at skrive om, som vi vil dele, synes vi, at det kunne være rart, hvis vi ikke begge skal stå for hver vores blog, og af den grund valgte vi at deles om en. Det gør det meget nemmere, og hvis vi husker det, kan vi minde hinanden om at skrive herinde!

Vi kender alle det der med, at vi sidder og har fundet en ny interesse, som vi synes er skidefed og bruger rigtig meget tid på. Men så går der et par måneder, og så gider man det pludselig ikke så meget mere. På den her måde, så tror vi, at det bliver nemmere at holde den kørende.

Men som sagt har vi jo allerede prøvet en gang før, og der gik det ikke så godt. Så lad os se om det vil lykkes nu?

jordomrejse

Hvordan det hele startede

Vi mødte hinanden kort tid efter vi begge havde besluttet at “stå på egne ben” og rejse ud i verden alene. Alene-heden varede dog ikke længe, for Positano i Italien var første stop på mit interrail-eventyr og Sidney havde kun haft to uger til at udforske Italiens vin, oste og piger, før han mødte mig i denne smukke syditalienske by. Vi faldt hurtigt for hinanden og havde et par gode uger sammen i Italien, før vores veje skiltes, og vi sagde farvel. Afskeden var hård, men adskillelsen kort, for så snart Sid var færdig med sin forudbestilte båd-tour i Kroatien, købte han en enkeltbillet til Århus og kom og besøgte mig. Siden da har vi kun skiltes sjældent og i korte perioder.

Vi har altid kun talt engelsk til hinanden, og det har nogle gange skabt nogle udfordringer, fordi mit gymnasie-engelske ikke altid har givet mig mulighed for at udtrykke mig med de detaljer og nuancer, som jeg gerne ville. Efterhånden som årene er gået er mit engelske selvfølgelig blevet væsentligt bedre, både når det gælder accent og ordforråd.

Nu er Sid gået i gang med at lære dansk og jeg nyder at hjælpe ham og grine lidt af ham, når han laver sprogfejl – han har trods alt givet mig samme behandling længe. En hel time hver dag, taler vi kun dansk sammen, og selvom samtalen måske begrænser sig til “Jeg er sulten” og “Du er meget sød”, så er det tydeligt at høre væsentlig forbedring i Sidneys danske. Jeg glæder mig sådan til at vi kan tale normalt på mit modersmål engang!

 

Positano